Nykøbing-kontoret har fået en ny kollega

14. 11. 2022

Mette Skov er i oktober blevet ansat i Aage Maagensens Erhvervsafdeling som erhvervsserviceassistent og sidder til daglig på vores kontor i Nykøbing.

Mette er stille og roligt ved at blive introduceret til sin nye kundeportefølje samt hvilke daglige opgaver, hun skal tage sig af.

Hun besluttede sig for at søge stillingen hos Aage Maagensen, da hun var klar på at prøve noget nyt efter at have arbejdet hos REFA som controller i en årrække, hvor hun hovedsageligt tog sig af virksomhedens interne budgetter og regnskaber.

Mette bor i Kraghave, men stammer oprindeligt fra Vestlolland. Hun bor sammen med sin mand, som hun har to børn med, hvor den ene netop er fløjet fra reden.
Efter arbejde elsker Mette at gå og passe sin have, og så nyder hun lange gåture. Hun får dog også sine regnskabsevner i spil i fritiden, hvor hun er kasserer i Tingsted boldklubs venneforening.

Velkommen til, Mette!