|
Hvis du tænker på, hvad pokker er ”skins”, så er du formentlig over 30 år gammel (undskyld vores fordomme), men måske har du også børn, som gamer meget på computer eller PlayStation etc.
Skins kan for eksempel være virtuelle våben, tøj, udstyr eller kosmetiske effekter, der ændrer standard-udseendet på figurer, våben eller andre elementer i spillet. De giver som regel ikke en direkte fordel i spillet, men kan alligevel købes og sælges for betydelige beløb. Det gælder blandt andet i spil og universer som League of Legends, Fortnite, Counter-Strike og Roblox.
Når skins sælges med gevinst, kan der være skattemæssige forhold, som man skal være opmærksom på. Oftest tænker de unge ikke på dette, fordi det er jo en del af spillet, men skatten er både i den virkelige og virtuelle verden.
Gevinst ved salg af skins kan være skattepligtig
Hvis du sælger skins med gevinst, vil gevinsten som udgangspunkt kunne blive anset som skattepligtig personlig indkomst. Det betyder, at gevinsten skal oplyses på årsopgørelsen.
For mange vil der være tale om mindre beløb og enkeltstående handler. Men for nogle udvikler køb og salg af skins sig til en mere omfattende aktivitet med mange handler og større beløb. I de tilfælde kan aktiviteten skattemæssigt få karakter af egentlig indtjening, handel eller spekulation.
Når hobby er mere end en hobby
I de fleste tilfælde vil handel med skins være en hobby. Men der er en glidende overgang mellem hobby og egentlig økonomisk aktivitet.
Hvis der handles systematisk, over længere tid eller for større beløb, kan aktiviteten efter omstændighederne blive vurderet anderledes skattemæssigt. Det kan blandt andet få betydning for, hvordan indkomsten skal opgøres og beskattes.
Efter momsreglerne kan der desuden opstå pligt til momsregistrering, hvis den momspligtige omsætning overstiger 50.000 kr. om året. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det er omsætningen – og ikke kun fortjenesten – der tæller.
Skinbetting og spil på tredjepartssider
En del skins bruges også i forbindelse med såkaldt skinbetting, hvor skins anvendes som indsats i spil eller væddemål på tredjepartssider.
Her er det vigtigt at skelne mellem spil med dansk tilladelse og spil uden dansk tilladelse. Gevinster fra godkendte spil kan efter særlige regler være skattefri, mens gevinster fra skinbetting på sider uden dansk tilladelse som udgangspunkt vil være skattepligtig personlig indkomst.
Det kan derfor give en ubehagelig overraskelse, hvis der ikke er styr på gevinster, tab og dokumentation.
|