Benjamin Ejrup Olsen

30. 01. 2026

I januar 2026 kunne vi for alvor byde Benjamin Ejrup Olsen velkommen på vores kontor i Nykøbing.

 

Benjamin kommer med en spændende baggrund fra Center for Cybersikkerhed, hvor han som cyberanalytiker har arbejdet med beskyttelse af dansk kritisk infrastruktur og krisehåndtering, og senere som teamleder for Strategisk Udvikling har haft ansvar for koordinering og gennemførelse af større strategiske udviklingsprojekter.

 

Hos Aage Maagensen er han blevet ansat i erhvervsservice og er i gang med at blive oplært i de daglige opgaver hos vores mange erhvervskunder. Samtidig har han et klart mål om også at bringe sine kompetencer inden for tekniske løsninger i spil, med fokus på digitalisering, procesoptimering og udvikling af mere effektive og kundevenlige arbejdsgange.

 

Skiftet til Aage Maagensen var et meget bevidst karriereskifte. Benjamin ønskede ikke længere at bruge op mod 25 timers transport om ugen til og fra job, da det spiste for meget at tiden med familien og især Benjamins treårige søn. Derfor begyndte han at se efter lokale muligheder og tog selv kontakt til direktør Thomas Henckel. Det førte til en fire ugers praktik i december, som efterfølgende resulterede i ansættelsen i januar.

 

Benjamin bor i Sundby sammen med sin kæreste og deres søn. Fritiden bliver i høj grad brugt på hans helt store passion: pizza - til stor begejstring for både venner og familie. 

 

Derudover holder han af både computer- og brætspil, men vigtigst af alt prioriterer han og kæresten nærvær og familiehygge uden mobiltelefoner. ”Det sociale nærvær og tiden sammen betyder rigtig meget for os,” fortæller Benjamin.

 

Vi ser frem til at følge Benjamins udvikling hos os og glæder os til at få gavn af både hans faglige og tekniske kompetencer.